Berlin Calling: FN’s Grønne klimafond – klimapolitisk paradigmeskifte eller en tom skal?

Jonas Amtoft Bruun er uddannet Cand.scient.adm fra Roskilde Universitet og er i gang med at skrive en PhD om klimafinansiering på Manchester Universitet, Leverhulme Centre for the Study of Value.

FNs grønne klimafond holdt for nyligt sit tredje bestyrelsesmøde i Berlin og på dagsordenen var to altoverskyggende spørgsmål: hvordan fylder man fondens slukne kasse og hvor skal pengene komme fra?

Begrebet ”paradigmeskifte” indtog en central position før og under mødet, men som tingene skred frem, stod det hurtigt klart, at der i høj grad var tale om ”business as usual”.

Den Grønne Klimafund blev oprettet under COP16 i Mexico, med formål at: ”promovere et paradigmeskifte mod CO2 neutral og bæredygtig vækst for udviklingslande gennem mobilisering af ny og yderligere finansielle ressourcer, samt katalysering af klimafinanser både offentlige og private midler på nationalt og internationalt niveau.” (www. gcfund.net)

Mellem 2010 og 2012 allokerede parterne ved COP’en 30 milliarder dollars i såkaldte fast-start midler til operationaliseringen af fonden. Ved samme lejlighed lovede parterne at indskyde 100 milliarder dollars i fonden startende fra 2020 og hvert år derefter. De 30 milliarder er efterhånden brugt og tilbage står en fund med højt profilerede bestyrelsesmedlemmer, det danske medlem er eksempelvis nationalbankdirektør Per Callesen, men med en kasse der står gabende tom.

Ved mødet i Berlin, som var det sidste inden fonden flytter ind i dets nye permanente lokaler i Songdo, Sydkorea, skulle bestyrelsesmedlemmerne blandt andet blive enige om forretningsmodellen, der inkluderer mobilisering af ressourcer og forretningsordenen, herunder adgang for observatører fra ikke-statslige organisationer. Sidstnævnte var repræsenteret af 2 aktive observatører, ligesom den private sektor var repræsenteret af 2 aktive observatører. Alle 4 havde tilladelse til at intervenere en gang per dagsordenspunkt.

Hønen og ægget
Ikke overraskende skabte spørgsmålet om ressource mobilisering stor debat mellem bestyrelsesmedlemmer fra industrilande og udviklingslande. I hvad der mest af alt fremstod som en ”hønen og ægget” diskussion om forretningsmodel kontra doneringsløfter, forlangte gruppen af industrilande med det amerikanske bestyrelsesmedlen i spidsen, at se en færdig forretningsmodel, før de ville gå med til bindende tidsfrister for indskud af offentlige midler i fonden. Med undskyldninger som finanskrise og eurokrise, forsøgte de at udvande teksten og henviste i stedet til investeringer fra den private sektor. udviklingslandenes bestyrelsesmedlemmer, anført af det indiske bestyrelsesmedlem, krævede penge på bordet og kaldte kriseundskyldningerne for amoralske. ”Klimaforandringer kom før eurokrise og finanskrise, og de ansvarlige lande burde mande sig op og tage deres ansvar seriøst.”

Observatøren fra civilsamfundet støttede ulandene og citerede Hugo Chavez som engang har udtalt, at: ”Hvis klimaforandringerne var en bank, var det allerede blevet reddet”.

De fleste beslutninger blev udsat til de næste bestyrelsesmøder i juni og september, hvor det skal blive interessant at følge om det lykkes at blive enige om en ressource mobiliseringsplan. I mellemtiden venter verdens fattige – hvem til fondens midler var tiltænkt – i længsel.

 

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *