Ventetiden er forbi – Cop 15 starter

I dag starter klimatopmødet, COP15 i København
Så begynder det, vi alle har ventet på. Klimatopmødet. Det er et stort maskineri, der fra i dag så småt bliver løbet i gang af en hær af embedsmænd, erhvervsfolk, NGO’er og journalister. Men det er formentlig først fra weekenden den 12-13. december, når klima- og miljøministrene ankommer til COP15, at vi for alvor kommer til at høre, hvilken vej det går. Embedsmændene, der præger begivenhederne fra i dag, har jo ikke for vane at fortælle vidt og bredt om, hvad de foretager sig. Og da slet ikke til pressen.

Aftale på klimatopmødet
Forventningerne til en aftale på klimatopmødet er høje, men den seneste tid har vist, at politikernes ambitioner næppe står mål med de store visioner og gode intentioner. Det er nemlig ikke kun ny vedvarende energi og nedsættelse af CO2-udslippet, der er på spil, det er også et spørgsmål om kroner og øre – eller måske snarere dollars og yuan, som den kinesiske møntfod jo hedder. Desværre har alt for få forstået, at ny grøn vedvarende energi og CO2-nedsættelser er en investering, der på den lange bane vil give gode – og grønne – afkast. Både på bundlinjen og for os, der bebor planeten.

Grønne organisationer
Hos Natur-Energi sætter vi vores lid til de grønne organisationers evne til at påvirke beslutningstagerne. WWF, Greenpeace m.fl. har de nødvendige kompetencer, de rette kontakter og en stor vilje til at flytte holdninger hos de rigtige mennesker, så de også sætter grøn energi øverst på dagsordenen. De første bulletiner har allerede lydt, at de står klar ude ved Bella Center og serverer varm kaffe i et forsøg på at få de delegerede i tale. Samtidig har adskillige af NGO’ernes fagfolk allerede taget plads ved selve COP15 i Bella Center.

Slut med varm luft?
Topmødets sidste to dage, 17. og 18. december, bliver i hvert fald afgørende. Her ankommer stats- og regeringslederne, når de sidste brikker skal falde på plads. Vi håber, at de er klar til at skrue ned for kulstrømmen og udbygge vedvarende energi overalt på kloden. Forhåbentlig begynder vi i dag et nyt grønt kapitel i planetens historie. Det bør være slut med varm luft.

Klimatopmødet i København 2009 – Cop15 Dagbog
Natur-Energi følger COP15 Klimakonferencen dag for dag i december 2009.

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS
Dette indlæg blev udgivet i Generelt og tagget , , af Tina. Bogmærk permalinket.
Tina

Om Tina

Jeg arbejder med marketing her hos Natur-Energi. I min blog vil jeg give mit bud på, hvordan man kan gøre sin hverdag mere klimavenlig igennem nogle små nemme tiltag – skridt for skridt. Jeg vil inddrage min egen hverdag som eksempel. For mig er det nemlig ikke blot et job, men også et personligt engagement. Så hvis I derude sidder inde med tips eller gode idéer, som jeg skal prøve, så tøv ikke med at smide en kommentar! Jo flere klimavenlige råd jo bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *