Danske skattekroner kan gå til regnskovsødelæggelser

Af Anne Liv Eberlein, presse- og kommunikationsmedarbejder hos Verdens Skove. 

Der er stadig ingen bindende krav til kommuner og regioner om at købe bæredygtigt træ, eksempelvis til offentligt byggeri. Dermed kan danskernes skattekroner fortsat potentielt finansiere skovrydning i bl.a. Amazonas-regnskoven. Verdens Skove og et stigende antal danskere kræver nu handling.

Den gode nyhed først: I 2013 opnåede Verdens Skove og andre skovforkæmpere et historisk gennembrud, da den daværende miljøminister Ida Auken annoncerede, at staten vil forpligte sig til kun at købe bæredygtigt træ fra 2016.

Men desværre skal dette ikke gælde for kommuner og regioner. Selvom disse aktører står for broderparten af det offentlige træforbrug, skal det altså fortsat være helt frivilligt, om landets nye sygehuse, skoler og rådhuse bygges med eller uden truet regnskov på samvittigheden.
Som flere grønne organisationer igen og igen har kunnet dokumentere, virker denne ordning dog sjældent efter hensigten:

”De kommunale og regionale indkøbere opfordres til at følge en frivillig vejledning for offentlig indkøb af træ, men kun få bruger den, endsige kender den. Vi synes det er flot, at man har erkendt, at de statslige indkøbere kan drage fordel af bindende regler for indkøb af træ, men vi forstår ikke, hvorfor man vil fornægte de regionale og kommunale indkøbere denne mulighed. Hvorfor skal de fægte i blinde, mens deres kollegaer i staten kan nyde godt af klare retningslinjer?” siger Stefan Steen Jensen, bestyrelsesmedlem i Verdens Skove.

Offentligt indkøb kan mærkes i regnskoven
Der er altså intet der sikrer, at danske skattekroner ikke fortsat går til regnskovsødelæggelser og skovrydning gennem kommuners og regioners indkøb af træ. Og det er en uholdbar situation, mener Stefan Steen Jensen, for efterspørgslen efter bæredygtigt træ er afgørende for, at regnskoven bliver stående:
”Når en indkøber i en dansk kommune bestiller et sæt borde lavet af ubæredygtigt tropisk træ, så forplanter det sig hele vejen ned gennem forsyningskæden.”

I yderste konsekvens betyder det, at den fattige skovejere i regnskoven, som prøver at drive skoven på bæredygtig vis på sit lille jordlod, fælder hele skoven med kortsigtet økonomisk gevinst for øje, da han ikke kan afsætte det bæredygtigt producerede træ. Hele den offentlige sektor i Danmark er simpelthen nødt til at gøre det attraktivt at producere bæredygtigt træ,” forklarer Stefan Steen Jensen.

Verdens Skove har derfor nu startet en underskriftindsamling, der opfordrer miljøminister Kirsten Brosbøl til at udvide kravet om offentligt indkøb af bæredygtigt træ til også at gælde de danske kommuner og regioner. Knap tusind danskere har allerede sat deres navn på den nye underskriftindsamling.

Stefan Steen Jensen håber, at mange flere vil gøre det samme:
”Jeg vil stærkt opfordre alle, der ikke har lyst til at støtte ødelæggelsen af regnskoven med deres skattekroner, til at skrive under og dele indsamlingen i deres netværk,” siger han.

Skriv under her hvis du ønsker at støtte kampagnen for at det offentlige skal bygge bæredygtigt.

Måske du også er interesseret i:

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *