Grønne kampagner og egne handlinger – virker de på miljøet?

Jeg får ofte den der: ”Jamen Troels, virker alle de grønne ting så, hvis jeg nu skaffer en elbil, kører med bus eller cykler?”

Man må ikke være i tvivl. Dine handlinger virker med garanti! Spørgsmålet er, hvor man personligt vil have de gode handlinger til at virke.

Sidste weekend gjorde en god ven mig opmærksom på en kronik, Bjørn Lomborg skrev i Politiken om, at uanset hvor meget man som individuel forbruger imødekommer grønne kampagners budskaber om at være gode mod miljøet, eksempelvis gennem transportadfærd, så vil det klimapolitisk ikke betyde noget:

”Kampagnerne fortæller os, at hvis vi husker at slukke lyset, tage cyklen og spise mindre kød, så går det nok. I sig selv fornuftige råd, men klimapolitisk gør de ingen forskel.”

Klimabloggen.dk er jo et sted, hvor vi debatterer på konstruktiv vis, selvom jeg meget pænt sagt kom op af stolen, da jeg læste kronikken – så her kommer et lille tilskud til klimadebatten og et wake-up call til os alle.

Et nødvendigt gennembrud?

Lomborg kan have ret i, at der skal nye innovative gennembrud til inden for energiforskning, for at det har kæmpe indflydelse på den globale opvarmning. Men at forbrugerindsatser ikke hjælper noget, er ikke tilfældet.

Man kan som forbrugere gøre en stor forskel i form af valg og indsats allerede nu og faktisk lægge fundamentet for et innovativt gennembrud. Små investeringer og indsatser er og bliver store.

Den gode energi

Det kræver i øjeblikket et engagement at være miljøvenlig. Ikke mindst kræver det tillid. Tillid til at et produkt og en virksomhed er miljøvenlig og også udvikler med henblik på at være det.

Energivenlige løsninger som resultat af ny forskning vil i stor udstrækning hænge på energiudbyderne, da de bliver ansvarlige for at implementere og videretransportere nye energiformer til husholdningerne. Så det er blandt andre ting allerede nu vigtigt, hvilket energiselskab du har. Både fordi erhvervsaktørerne bag handler forskelligt, og fordi du er med til at støtte en god sag og gøde jorden.

På det mere individuelle plan er der ingen grund til at sidde i stuerne på et gennembrud, for at det kan betale sig at være miljøvenlig. Det skal ske allerede nu. Det er et faktum, at du eksempelvis med en elbil, selvom den bliver ladet op på energi fra kulkraftværker, reducerer CO2-udslippet, og du er med til at føre verden væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer.

Ydermere vil forbrugermæssige handlinger, som nogle mener ikke gør den store forskel, senere udgøre en kæmpe forskel, hvis man som forbruger allerede nu benytter sig at de mange miljøvenlige løsninger og tilbud. En og samme elbil vil både nu og her udgøre en stor forskel samt en potentiel indsats over for miljøet.

Motivation og omstilling

Jeg mener ikke, der er den store forskel mellem B2B og B2C i forhold til det at adfærdsændre, da det er de samme mennesker, der skal være motiverede for bestemte energivenlige handlinger.

Hvis ikke motivationen for at ændre adfærd er der over hele linjen, er det også svært at omstrukturere, når først de vedvarende, nye energiløsninger i stor udstrækning er der. De miljøvenlige reaktioner skal smitte, og derfor må man ikke være ligeglad, indtil der findes én ny energiøkonomisk løsning, der skal redde kloden. Der er mange løsninger allerede nu.

Med dette vil jeg skyde Klimabloggen.dk’s efterårssæson i gang og opfordre dig til at tænke over, hvordan du nu og her kan gøre hverdagen lidt mere miljøvenlig eksempelvis gennem dit energiforbrug – men også potentielt set.

Har du kommentarer til artiklen, så kom endelig med dem.

Deltag i debatten på Klimabloggen.dk

Af: Troels Kent Christensen, Ansvarshavende redaktør for Klimabloggen.dk

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS
Dette indlæg blev udgivet i Holdninger, Klimadebatten af klimabloggen. Bogmærk permalinket.
klimabloggen

Om klimabloggen

Klimabloggen.dk er et site med aktuelle blogindlæg om grøn transport. Bloggen skrives af Troels, Andreas og Jonas. Det primære formål er at debattere, hvordan grøn transport kan og bør være i Danmark. Med din viden og dine transport-erfaringer kan det på længere sigt være muligt at blive klogere på, hvordan vi som forbrugere mener, at grøn transport kan og bør være i Danmark. Klimabloggen.dk gæsteblogger på Natur-Energis blog, men på klimabloggens eget site kan du finde endnu flere indlæg om grøn transport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *