Vær opmærksom på kemikalier – også i julen!

Af Emilie Kromann-Andersen, kommunikationsmedarbejder i Natur-Energi

Der er mange, som hver morgen i december tænder deres kalenderlys for at følge med i nedtællingen til juleaften. Nogle har måske også fået en adventskrans med fire stearinlys indendøre, hvoraf det fjerde skal tændes på søndag. Selvom det er hyggeligt at fejre den søde juletid med bl.a. stearinlys og jule-klippe-klistre, er det vigtigt at være opmærksom på, at vi desværre ikke undgår påvirkning fra kemikalier, blot fordi det er jul. Derfor kommer Natur-Energi her med nogle fif til, hvilke kemikaliepåvirkninger du skal være ekstra opmærksom på i julen.

Adventskrans og julespray
Udfordringen ved tændte stearinlys er, at de kan være med til at skabe et dårligt indeklima. Et dårligt indeklima kan forårsage hovedpine og luftvejsirritationer. Det er soden fra stearinlysene, der er problemet, og du kan derfor minimere ulemperne ved eksempelvis ikke at stille lysene i træk og klippe vægen ned. Derudover er det en god ide altid at lufte ud, for eksempel når stearinlysene i adventskransen har været tændt. I løbet af december, og resten af den kolde vindertid, er der også mere gang i danske brændeovne, som desværre også kan være med til at forringe indeklimaet. Derfor er udluftning også vigtig, når der har været tændt op i brændeovnen. Desuden kan man nedsætte risikoen for sundhedsproblemer ved at tænke over, hvad man fyrer op med.

Når der skal produceres julepynt, er det vigtigt at være opmærksom på, at der i hobbylim kan være skadelige stoffer, som især børn skal være påpasselige overfor. Derfor er det en god ide at vælge hobbylim som er miljømærket. Sne, guld- og sølvspray er også populært at anvende til at dekorere med i julen, men det anbefales også at bruge denne type spray med omtanke. Mange af dem indeholder nemlig et stort indhold af organiske opløsningsmidler, som kan være skadelige.

Det kan være svært at gennemskue hvilke af de produkter, der typisk anvendes mere i løbet af juletiden, som indeholder skadelige kemikalier. Derfor kan det være en god ide at orientere sig om, hvilke kemikalier man skal være særlig opmærksom på, og hvad man kan gøre for at reducere de skadelige virkninger.

 

 

 

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *