Flere isbjørne søger mod byerne

Når den grønlandske is smelter, bevæger isbjørnene sig ind mod landsbyerne, hvor blandt andet lugten af slædehundenes foder tiltrækker dem. Jeg er rejst til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, som er et af de sidste reelle fangersamfund, for at undersøge konflikter mellem mennesker og isbjørne.

Af Charlotte Moshøj, arktisk biolog i WWF

Vi flyver hen over fjorden. Efterhånden kan jeg se små huse i den lille fangerbygd Ittoqqortoormiit dukke op i horisonten og komme tættere på.

Grønland er et af de steder, hvor klimaforandringerne rammer hårdest. I Arktis stiger temperaturen dobbelt så hurtigt, som i resten af verden, og det har konsekvenser for både mennesker, dyr og natur. I takt med, at isen trækker sig tilbage, mister blandt andet isbjørnene deres leve- og jagtområder, hvilket får dem til at søge ind mod landsbyerne, hvor der er mad. I Ittoqqortoormiit i Østgrønland skal vi undersøge, om lokalbefolkningen oplever flere konflikter med isbjørne end tidligere, og hvad udfaldet af disse konflikter er.

Begrænset jagt på isbjørne
Den internationale aftale til bevarelse af isbjørnen tillader begrænset jagt på isbjørn, når det er den lokale befolkning, der jager med brug af traditionelle metoder. I Grønland blev der i 2006 indført kvoter til regulering af fangsten. Men nogle gange er man desværre også nødt til at aflive en isbjørn, fordi den udgør en trussel mod de lokale bygder. Over en kop kaffe fortæller Ittoqqortoormiits fangstbetjent, Erling Madsen, mig, at mange frygter mødet med en isbjørn. Frygten er reel. Blot få uger tidligere måtte de skyde en bjørn, der flere gange var blevet jaget væk fra det samme sted tæt på byen.

Erling Madsen tæller sig frem til, at han fra midten af juni og frem til starten af august har brugt mellem 10 og 14 dage på at jage isbjørne væk. Heldigvis har kun en af de prægtige isbjørne måttet lade livet. Som regel kan en isbjørn skræmmes væk med varselsskud eller andre høje lyde, men de store dyr er blevet mindre sky, og der skal mere til, før de går deres vej.

Kort tid efter mit møde med Erling Madsen bliver grunden til min rejse endnu mere aktuel, da endnu en bjørn bliver skudt. Jeg håber, at vores studier kan være med til at finde løsninger på, hvordan møderne mellem mennesker og isbjørne i Grønland kan minimeres, og bjørnene dermed kan undgå den slags triste skæbne. I Rusland og Canada er der WWF-støttede bjørnepatruljer til at opdage bjørnene og skræmme dem væk. Måske er det også en løsning her? Det bliver spændende at arbejde videre med i den kommende tid.

 Læs mere om:

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *