Gitte Seeberg: “Et åbent vindue i 2013”


Af Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

2013 er startet bedre for klimaet end de foregående år. I sin anden indsættelsestale som præsident, sagde Obama ”Vi vil reagere på truslerne om klimaforandringer i bevidsthed om, at fejler vi, vil det være et svigt over for vores børn og kommende generationer”.

Aldrig før har en amerikansk præsident lagt så meget vægt på klimaet i sin indsættelsestale. John Kerry, USAs nye udenrigsminister, har også understreget, at han vil fokusere på klimaforandringerne og bruge tal og fakta til at overbevise de langsomme. Det vil have stor betydning, hvis USA endelig melder sig ind i klimakampen og vil være med til at drive efterspørgslen på vedvarende energikilder opad og presse lande som Kina og Rusland til at handle. I hvor høj grad det vil ske, vil 2013 vise. Hele det globale WWF netværk vil presse på for, at disse udtalelser bliver fulgt op af handling.

Vi har travlt
Vi har nemlig travlt, hvis vi skal undgå de store klimakatastrofer. Den globale opvarmning skal holdes under 2 grader, og det vil kræve, at verdens udslip af drivhusgasser topper i løbet af ca. tre år. Udviklingen pt. følger stort set kurven for forskernes worst case scenarie– og det er på trods af den økonomiske krise, som fik CO2-udslippet til at falde i 2009.

Der sker også andre positive ting i 2013, som åbner vinduet for, at klimadebatten rent faktisk kan flytte sig. Der vil være fokus på den næste store rapport om klimaets tilstand, som FN’s klimapanel (IPCC) fremlægger i slutningen af året. Ifølge FN’s tidligere klimachef Yvo de Boer vil den blive chokerende læsning, der ”kommer til at skræmme alle fra vid og sans”.

Også i Danmark er der et momentum, da vi skal have en klimalov. Det er vigtigt, at den bliver endnu mere ambitiøs end de britiske og skotske klimalove, så den kan blive en inspiration for andre lande, som vil kunne se, hvordan CO2 udslippet kan sænkes og brugen af vedvarende energikilder øges.

Danskerne er klar
Der er lagt op til handling i 2013. Men vi skal hele tiden presse på for, at der sker noget. Noget tyder også på, at danskerne er klar til mere konkret handling. En ny undersøgelse, som Insight Group har lavet for WWF, viser for første gang, at danskerne selv mener, de har det største ansvar for at gøre noget. Dernæst politikerne og virksomhederne. Det er interessant, at fokus nu har flyttet sig. Heldigvis er det let at gøre noget, og vi kan alle bidrage ved f.eks. at indføre to kødfri dage om ugen, stoppe det daglige madspild, tage den offentlige transport og støtte udviklingen af vedvarende energikilder ved f.eks. at købe grøn strøm og køre i elbil.

Earth Hour
Disse nemme og personlige tiltag sætter vi fokus på i årets Earth Hour kampagne, som netop er lanceret. Klik ind på earthhour.dk og tag en udfordring fra Joachim Boldsen, Dick Kaysø, Signe Wenneberg, Bubber eller en af de andre kendte danskere, der er optaget af at gøre noget. Du kan også lave din egen personlige klimaaftale, indstille en ven/veninde til en klimapris og vinde flotte præmier, og du kan selvfølgelig igen vise din opbakning ved at slukke lyset den 23. marts kl. 20.30-21.30.

Om 2013 også slutter godt for klimaet, vil året vise. Vinduet er åbent for, at der kan ske noget i USA, Danmark og af os selv i dagligdagen. Det er puljen af en fælles indsats, som vil skabe de resultater, kommende generationer har stærkt brug for.
Klik ind på earthhour.dk og se de mange muligheder der er for at være med i verdens største klimakampagne.

Du kan læse meget mere om WWF og Earth Hour her

Foto: © Steve Morello

Share and Enjoy

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Add to favorites
  • Email
  • RSS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *